Instrumenter

- en sjovere måde at lytte på

Instrumenter

Lutten er et strengeinstrument af asiatisk herkomst, kendt fra omkring 2000 f.Kr. og udbredt over hele verden. Fra arabiske kulturer kom lutten i 700-t. til Europa, men fik her først sin storhedstid i 1500-1700-tallet.

Luttens pæreformede krop er sammensat af mange trælister, og det flade, tynde dæk har ét ofte kunstfærdigt udskåret lydhul. Den korte hals med gribebræt er bred, og skruekassen sidder næsten vinkelret på halsen. Stemmeskruerne sidder nemlig løst i hullerne og ved at tegne på skruen med et stykke kridt kan man justere hvor fast skruen sidder i hullet. En renaissancelut har typisk 15 strenge, som sidder dobbelt i par. Det kalder man for kor. Strengene på en lut er lavet af tarme fra får eller ged, og de dybe basstrenge er omspundne med kobbertråd.

 

Lutten spilledes først med plekter, men fra omkring 1500 alene med fingrene. Musik for lut er ofte blevet optegnet i tabulatur, der, modsat noder, viser præcis hvor man skal trykke ned på gribebrættet.

Luttens fag-termer oppefra:

Stemmeskruer, skruekasse, hals, bånd (som er lavet af tarmstrenge i forskellige tykkelser), gribebræt, krop, dæk (ofte grantræ), lydhul (ofte skåret kunstfærdigt ud med en meget lille sav), strenge, stol (der hvor strengene sidder fast på dækket)

 

 

 

Theorben er verdens største lut. Den er over 2 meter lang på grund af de dybe basstrenge. Den kaldes også ærkelut. De store lutinstrumenter har ofte flere lydhuller i forskellige størrelser.

 

 

Fagotten blev udviklet fra en såkaldt dulcian i løbet af senrenaissancen og den tidlige barok, hvor man fandt ud af at det var nemmere at bygge de store, dybe instrumenter i flere stykker ligesom blokfløjterne.

 

Da de 4 stykker træ ved siden af hinanden lignede 4 stykker brænde sat sammen i et bundt, kaldte italienerne instrumentet for fagotto, man er ikke helt sikker på, hvor det mærkelige ord kommer fra, men det er i hvertfald fra Italien, hvor man kaldte instrumentet for "fagotto", som betyder et bundt brænde - brændestykker bundet sammen med en snor. Det er på tysk, spansk og i Scandinavien blevet til ordet "fagot". På fransk og engelsk tog man et andet ord, nemlig "bassoon" fra "dyb lyd" eller "basse son", som vi kender det i ordet bas. For at gøre forvirringen komplet er dette ord på dansk blevet til basun, som jo er et helt andet instrument, der er lavet af messing og i familie med fx trompet. Fagot og basun spiller dog nogenlunde i samme leje dvs. de samme toner.

 

Fagotten bruges i dag mest i et symfoniorkester, som er et orkester af næsten alle de instrumenter, der kan spille uden strøm, bortset fra elektrisk lys, selvfølgelig. Symfoniorkestret kender I nok fra fjernsynet, der er strygere, blæsere, slagtøj og foran står en dirigent, der bestemmer, hvordan musikken skal spilles. Fagotten er den dybeste træblæser i symfoniorkestret, baslejet er dybere end de fleste kan synge, og fagotten har et stort omfang på 3 1/2 oktav, fra den dybeste mandestemme og op til hvor en normal kvindestemme synger. Derfor kan den lyde meget forskelligt, alt efter hvilket leje den spiller i. Fagotten er lavet af træ - for det meste ahorntræ -, men det er faktisk ikke så vigitigt, fordi det luftsøjlen inden i instrumentet, der frembringer lyden. Der er lavet fagotter og andre træblæsere af mange forskellige materialer som fx. glas, plastik og metal.

 

Det er sjældent at høre fagotten som soloinstrument, men især i tegnefilm og børnefilm hører man den tit spille sjove melodier og understemmer. I tidligere tider var de dybe instrumenter ofte populære melodiinstrumenter pga. den bløde, behagelige lyd, som også passer godt til luttens sprøde og rige klang. I 1700-tallet kaldtes den for kærlighedens stemme.

 

 

 

Fagotten er bygget op af 6 dele:

Den mindste og vigtigste er "Røret", som er selve lydgiveren. Røret er lavet af et stykke bambus på ca 12 cm, der er høvlet helt tyndt, foldet sammen på midten og holdt sammen med snor og messingtråd. Når det klippes op i den tynde ende kan man frembringe en meget mærkelig lyd ved at puste mellem rørbladene, lyden kaldes et "skrat" og består af en masse toner, der slet ikke passer sammen. De fleste fagottister laver selv deres rør ud af bambus. Det er ikke almindelig bambus ude fra haven, men en speciel art, "Arundo Donax", som man kan se når man kører rundt i Spanien, Italien eller Frankrig langs vejene i grøftekanterne. De bliver meget høje måske 3-4 meter. Man kan ikke bruge de planter, der vokser vildt, "musikbambus" dyrkes i specielle plantager, hvor de står halvt i vand. De skal plejes og passes, og når de er høstet skal de lægges vandret, vendes og tørres i solen i mange måneder, før de kan bruges. Til gengæld kan man så bruge hele stænglen: Bunden anvendes til fagotrør, højere oppe kommer blade til saxofon, klarinet og øverst bruger man topskuddene til oboen, den mindste træblæser.

Når røret er færdigt, sættes det på "Esset" eller "Svanehalsen", som er et tyndt metalrør, der er bøjet på en helt bestemt måde, så det kan føre luftsvingningerne fra musikeren, der blæser i røret, og over i fagotten.

"Flygelstykket" er det første stykke træ, som esset sættes ned i. Her sidder de første 3 fingerhuller, som regulerer tonehøjden. For alle træblæsere gælder, at jo flere huller der dækkes, jo dybere bliver tonen, fordi den samlede luftsøjle, der svinger bliver længere. Ordet flygelstykke kommer af det tyske ord for vinge, Flügel. Der sidder ligesom en lille vinge af træ på siden af flygelstykket.

Bundstykket kaldes også "Støvlen". Her sidder de næste 3 fingerhuller plus en masse klapper. Der er mange metalklapper på en fagot, det er fordi man slet ikke kan nå alle de mange tonehuller med fingerne på det store instrument. Klapperne er forbundet med lange stænger, så de kan dække huller, der sidder over en halv meter væk fra fingrene. På renaissance- og barokfagotten, var der kun meget få klapper, men på en moderne fagot har bare den ene tommelfinger 10 klapper.

Det længste stykke kaldes "Basrøret", her sidder de dybe toner og de længste klapper.

Det sidste og øverste stykke af fagotten hedder "Schallstykket". Ordet schallen betyder at klinge eller lyde højt på tysk, og det kaldes også ofte"Klangstykket", det er her lyden får power så man kan høre den i en stor koncertsal eller udendørs. I gamle dage sad der en ring af elfenben øverst, men i dag, hvor man ikke må skyde elefanter, er ringen lavet af plastik. Den kan også laves af metal eller en hård træsort. Når man ser et symfoniorkester, kan man ofte i baggrunden se fagotternes hvide ringe svæve hen over de andre musikere.

 

Når de mange toner fra rørets skrat kommer ned i fagotten, "vælger" luftsøjlen de toner, der passer bedst til længden og så kommer der kun en tone ud for hvert åbne hul. På billedet ses fagotten fra toppen og ned gennem luftsøjlen. Lysringene kommer fra lysindfald i tonehullerne.

Kendte stykker med fagot: Mozarts Fagotkoncert (KV 191), Edvard Grieg: "I Dovregubbens hall" og Troldmandens Lærling af Paul Dukas.

 

Blokfløjter har eksisteret i måske 1000 år

 

Blokfløjterne havde deres storhedstid i Barokken og Renaissancen, hvor musikerne ofte beherskede mange forskellige instrumenter. I musikskoler og skoler er blokfløjten anvendt som begynderinstrument, og den er et utroligt smukt og udtryksfuldt instrument.

 

De længste fløjter har dybe, bløde toner og de mindste kommer utroligt højt op.

Vidste du?

At mange bytter rundt på obo og fagot?

 

Oboen er lille og sort og spiller lyse toner. Fagotten er stor og træfarvet, den spiller de mørke bastoner.

 

At lutten er et meget gammelt instrument, der har fætre og kusiner over hele verden?

 

I de arabiske lande kaldes den en Oud eller Ut, og i Afrika kan den hedde en Kora.

Oud

 

 

At fagotten ikke kan sige noget som helst uden et lille bambusrør, der er bukket sammen og snittet til?

 

Både obo og fagot bruger bambus til mundstykker, ligesom klarinet og saxofon.

 

 

 

 

Trut & Lut, Viborg, trutoglut@gmail.com